Interview med Inge Skeel-Gjørling d. 20.9.93 v. Klaus Tuxen
Jeg vil benytte lejligheden til, at spørge dig om du vil fortælle lidt
om, hvordan du mødte Viggo første gang. Har du fornemmelse af, hvordan han
udviklede sig som kunstner og som person?
I: Jeg mødte Viggo, da jeg kom hjem fra krigen. Jeg var forlovet med en
ingeniør fra Tjekkoslovakiet. Han var sendt af Hitler til østfronten. Vi
skulle giftes. Jeg fik papirerne men ville vente til efter krigens slutning.
Det var i 43. Jeg var nede og fik ham overtalt til, at vi ventede med at
blive gift, til krigen var forbi.
Så kom jeg hjem til Danmark, og var ikke rigtig oplagt til at snakke med
familie eller nogen, så jeg gik en tur ud i Dyrehaven, hvor Viggo sad og
malede. Han vinkede på lidt afstand til mig og sagde: Kom hen og kik på mit
billede. Og det gjorde jeg. Så satte jeg mig ned i græsset og så begyndte vi
at snakke .
Det viste sig, at vi havde hver sit atelier næsten lige overfor hinanden .
Han i Bredgade og jeg i St. Kongensgade .
Hvad lavede du da?
Jeg skar i sten. Jeg er heraldiker.
Vi snakkede godt. Så siger Viggo:
— Skal vi ikke gå hen og få en femogtyveøres dans på Bakken.
Så gik vi på Bakken og fik en femogtyveøres-dans. Og så fulgte han mig hjem.
Og næste formiddag så jeg Viggo igen, for han syntes, vi skulle snakke noget
mere. Og det er blevet til et meget langt —50 år — gammelt, godt venskab.
Han var forlovet med Agnete dengang .
Var han virkelig det, allerede i 43?
Ja han var .
Jeg troede, at Viggo i 43 befandt sig mestendels i Odsherred, hvor
Agnete kom fra.
Han havde atelier i Bredgade .
Det var mit indtryk, at han den sidste del af krigen tilbragte tiden
ret permanent i Odsherred. Han var meget lidt i København i 44—45.
Han gik under jorden i 44. Vi var lidt i modstandsbevægelsen begge to.
Og jeg kendte en Dr. Grosmann, som Viggo lærte at kende igennem mig. Han var
heroppe, og han var vist skolekammerat eller et eller andet med Dr. Best, så
han kunne virke lidt ind de rigtige steder.
Vi gav så modstandsbevægelsen besked om, hvad der foregik.
Ham traf Viggo hos mig, og vi tog så del i forskellige ting. Det var meget
spændende, men Viggos nerver var ikke helt forsvarlige , så han måtte på et
tidspunkt gemmes væk
K : Jeg tror heller ikke, han var den ideelle spion. Jeg synes også, jeg har
hørt noget om, at han på et vist tidspunkt var musiker for officererne i en
officersmesse .
Nej, han var musiker på Strøget. Der spillede han i en cafe.
Det var gennem Timme Rosenkrantz, han fik det job Du ved,
det var hans gode ven.
Timme var jo i USA på det tidspunkt.
Timme havde ordnet engagementet før han tog afsted til USA Men det blev
for meget for Viggo med alle disse tyskere . Han blev gemt af professor
Husfeldt. Denne Dr. Grosmann havde mødt Børge Outze, imens jeg havde været
fraværende nogle dage, fordi jeg havde haft indbrud. Det gik mig for nær .
Viggo havde overtaget Dr. Grosmanns forhandlinger med ham. Så havde Grosmann
og Børge Outze møder hos Viggo.
Der havde de haft to møder, og da jeg så kom hjem igen, kommer Viggo over om
formiddagen og siger: "Ved du hvad, der står en
mand nede ved min port. Jeg føler mig lidt utryg. Kan du tage det sidste
møde med Grosmann og Outze, for Grosmann skal rejse hjem til Stuttgart i
morgen kl. 9"
Det sagde jeg ja til.
Så kom de hos mig. Der stod Viggo vagt ned ved min port, så længe mødet
varede. Outze var jo med skæg og flip, og alt det der. De var maskerede .
Vi snakkede lidt og så bad de mig om, at gå hen i den anden ende - jeg
havde et ret stort atalier - så jeg ikke hørte, hvad de sagde.
Derefter sagde de farvel og gik. De gik, og så skulle jeg hjem til min mor i
Virum, for hun turde ikke være alene om natten. Jeg havde lovet at komme
hjem og bo den nat hos hende. Jeg tog S—toget hjem og kom næste morgen ind
inden kl. 9, og da sad Agnete på trappen, hvor jeg boede.
Jeg skulle jo høre, hvad der var sket.
Viggo var kommet på Martinsvej, hvor han gennem Husfeldt var indlagt, for
han var bange for tyskerne. Mit hus blev omringet af tyskere .
De havde Grosmann i sigte, men de vidste ikke, at han var helt deroppe i mit
atelier, men de kom og patruljerede både i gården og i gaden.
Viggo kunne jo ikke tage sådan noget. Så han havde meldt sig til Husfeldt,
og var indlagt på Martinsvej. Det fortalte Agnete. Og Viggo ville meget
gerne snakke med mig. Så jeg drog over på hospitalet på Martinsvej og fik at
vide, at det var meget farligt, hvis jeg ikke meldte mig til Husfeldt, og
gik under jorden.
Jeg tænkte som så: " De aner ikke, hvor jeg har været i huset under mødet. Og
der skete heller ikke noget.
Derefter blev Viggo indlagt på en afd. på Sct. Hans under resten af krigen.
Det ved du godt ikke?
Det var vist statshospitalet Nykøbing Sjælland ikke?
Nej, det var en afd. fra Sct. Hans, hvor det var ganske fredsommelige
gamle patienter.
Han blev da mig bekendt udstationeret i Odsherred i krigens sidste år.
Nej, altså fra september 43
— da det her skete,
og så til krigen
sluttede, da var han på Sct. Hans. Han gik og malede dernede.
Ja, han har fortalt mig, at han næppe var blevet landskabsmaler, hvis
ikke krigen var kommet, og havde sat ham i sving med det. For han havde ikke
så meget andet at lave. Men jeg havde bare indtryk af, at han arbejdede
meget i Odsherred på det tidspunkt.
Nej. Tidligere. Han lærte din mor at kende oppe på hospitalet i
Nykøbing under en indlæggelse i begyndelsen af besættelsen, og da kom han en
hel del, men i de sidste år af besættelsen var han der ikke ret meget
deroppe. For vi boede jo lige ved siden af hinanden.
K: I sommeren 45 blev de gift.
Ja, efter 5. maj da kom Agnethe ind fra Odsherred, og Viggo kom hjem
fra Sct. Hans og de skulle giftes, jeg husker ikke datoen, men jeg ved, at
min mand og jeg lavede en fin frokost, og så gik vi over i hans atelier i
Bredgade .
Der traf' jeg hele hans familie.
Så har du også truffet min onkel Kaj .
Ja, han kom engang op til mig i al stilhed under bestættelsen, mens vi
arbejdede en lille smule for modstandsbevægelsen . Han ville høre, hvad det
var for noget Viggo var med i.
Og den anden bror, hvad var det han hed. Han var sådan lidt høj .
Harry?
Ja. ham traf jeg og din farmor. Viggos mor har jeg også kendt vældig
godt
og søskende selvfølgelig.
K:De
blev gift altså gift i 45. Og så har jeg indtrykket af, at Viggo havde
gået
og malet landskaber i et års tid eller 2 år mere el. mindre på fuld
tid,
og han gik vel også på akademiet indimellem.
Han gik hos Rieseby til fresco på akademiet i efteråret 43, tror jeg.
Og der var en udstilling af noget, han havde lavet med Rieseby på
Charlottenborg. Det var jeg inde og se på. Jeg fik forøvrigt en lille ting.
Den var så elendigt lavet, for det var jo under krigen, man kunne ikke få
bindemidler. Så det smuldrede væk for mig.
Men det er så min fornemmelse, at Viggo under og lige efter krigen fik
produceret mange billeder. Han holdt nogen udstillinger i 46—47, hvor jeg
ovenikøbet har indtryk af, han solgte ret godt. Han tjente ikke mange, men
nogen penge ihvertfald.
Kan du huske, hvor de udstillinger var?
Nej, det kan jeg af gode grunde ikke, for jeg er jo født i 46. Så. jeg
kan ikke rigtig huske, hvor det var . Men jeg tror det var på den "Frie"
2
I: Det er muligt, at jeg kan finde det frem i breve. Hvis du gerne vil vide
det.
Nej, det skal jo ikke være arkæologi i den forstand, men jeg tror, at
Børge L. Knudsen og Viggo i 47, 48—49—stykker holdt en fællesudstilling et
el. andet sted. Og der solgte de ret godt, og det var bl . a. derfor, vi fik
sommerhus. Det var jo ikke helt gratis trods alt at købe . Et skur var det
ganske vist. Men min mor, min søster og jeg, vi opholdt os jo faktisk på
landet fra maj til september der i somrene i slutningen af fyrrene .
Sommerhus? Hvor var det?
Ved Klint! Vi havde et skur oppe ved Klint. Sommerhus var måske nok en
lidt overdrevet betegnelse. Men min mormor og morfar de havde et hus ved
siden af, og min mor havde altså fået lov til el. midler til at købe et
lille stykke sandjord, og der var et lille skur, og der levede vi i uger og
måneder. Det er noget af det første, jeg kan huske. Det er Strandvang. Og
jeg mener også, at Erik —din mand— har taget nogle billeder af mig som
2—årig, og det mener jeg er Strandvang.
Vi var på ferie. Anne Charlotte, min datter. Hun er jævnaldrende med
dig.
Vi var på ferie oppe hos Agnethes bedstefar, hvor hun var opdraget. I
Øster Højby. Og vi badede. Og der kom min mand og tog nogle billeder. Det
tror jeg er dem.
Det er dem, jeg også har kopi af derhjemme. Det næste jeg kan huske,
det er at vi flyttede ud på Hørhusvej på Amager. Og der har jeg en erindring
om, at der med jævne mellemrum kom en kunsthandler. Men han ville have
blansterbilleder og andre pussenusseting, og det gad Viggo ikke. Det blev
han hurtigt træt af. Men alt med karakter af kunstneriske eksperimenter, det
blev fejet af bordet af kunsthandlederen. Så lige pludselig en dag, meddelte
Viggo, at nu ville han være malersvend igen.
Ja, det husker jeg godt. Det har du ret i. Det var, mens I boede på
Amager .
Jeg tror ikke, det var fordi, han var særlig vild med at være
malersvend, men jeg tror, det gik ham på, at han ikke kunne komme videre med
maleriet. Han synes det var for dødssygt, at male blomsterbilleder og alt
pussenusse bestillingsarbejder .
Det kan jeg levende forestille mig.
Det næste jeg kan huske er, at vi boede derude, og Viggo og min mor
havde det nogenlunde sammen. Jeg tror ikke på, det har været specielt nemt,
Engang imellem kom der nogen af Viggos bekendte. Bl.a. Timme
Timme kom. engang i en gul taxa med
jeg tror det var Bob Powel
en el.
anden musiker, der spillede og drak, så det bragede .
Og det næste jeg kan huske var, at min mor blev syg.
Det var der, mens I var på ferie.
Vi boede i sommerhuset i
strandvang Men lige før vi tog afsted kan jeg svagt huske Børge L .
Knudsen
og Viggo, der malede sammen.
Du ved godt, at Viggo har været i Paris, og besøge ham?
Ja, det har vi lige fået bekræftet, for Siska og André som er børn af
Børge L. Knudsen, de har været her og set mindeudstillingen her hos Poul
Henrik Jensen
Og de kunne jo bekræfte, hvordan Viggo efter min mors død ,
kom nedtil Paris og boede hos dem og læste højt for dem og malede. Og jeg
har faktisk 2 gode pariserbilleder.
Jeg har ét godt billede fra Paris.
Ved Klint! Vi havde et skur oppe ved Klint. Sommerhus var måske nok en
lidt overdrevet betegnelse. Men min mormor og morfar de havde et hus ved
siden af, og min mor havde altså fået lov til el. midler til at købe et
lille stykke sandjord, og der var et lille skur, og der levede vi i uger og
måneder. Det er noget af det første, jeg kan huske. Det er Strandvang. Og
jeg mener også, at Erik —din mand— har taget nogle billeder af mig som
2—årig, og det mener jeg er Strandvang.
Vi var på ferie. Anne Charlotte, min datter. Hun er jævnaldrende med
dig.
Vi var på ferie oppe hos Agnethes bedstefar, hvor hun var opdraget. I
Øster Højby. Og vi badede. Og der kom min mand og tog nogle billeder. Det
tror jeg er dem.
Det er dem, jeg også har kopi af derhjemme. Det næste jeg kan huske,
det er at vi flyttede ud på Hørhusvej på Amager. Og der har jeg en erindring
om, at der med jævne mellemrum kom en kunsthandler. Men han ville have
blansterbilleder og andre pussenusseting, og det gad Viggo ikke. Det blev
han hurtigt træt af. Men alt med karakter af kunstneriske eksperimenter, det
blev fejet af bordet af kunsthandlederen. Så lige pludselig en dag, meddelte
Viggo, at nu ville han være malersvend igen.
Ja, det husker jeg godt. Det har du ret i. Det var, mens I boede på
Amager .
Jeg tror ikke, det var fordi, han var særlig vild med at være
malersvend, men jeg tror, det gik ham på, at han ikke kunne komme videre med
maleriet. Han synes det var for dødssygt, at male blomsterbilleder og alt
pussenusse bestillingsarbejder .
Det kan jeg levende forestille mig.
Det næste jeg kan huske er, at vi boede derude, og Viggo og min mor
havde det nogenlunde sammen. Jeg tror ikke på, det har været specielt nemt,
Engang imellem kom der nogen af Viggos bekendte. Bl.a. Timme
Timme kom. engang i en gul taxa med
jeg tror det var Bob Powel
en el.
anden musiker, der spillede og drak, så det bragede .
Og det næste jeg kan huske var, at min mor blev syg.
Det var der, mens I var på ferie.
Vi boede i sommerhuset i
strandvang Men lige før vi tog afsted kan jeg svagt huske Børge L .
Knudsen
og Viggo, der malede sammen.
Du ved godt, at Viggo har været i Paris, og besøge ham?
Ja, det har vi lige fået bekræftet, for Siska og André som er børn af
Børge L. Knudsen, de har været her og set mindeudstillingen her hos Poul
Henrik Jensen
Og de kunne jo bekræfte, hvordan Viggo efter min mors død ,
kom nedtil Paris og boede hos dem og læste højt for dem og malede. Og jeg
har faktisk 2 gode pariserbilleder.
Jeg har ét godt billede fra Paris.
Der er ingen tvivl om, at den pariser tur gjorde ham godt, selvom den
var besværlig. For Viggo ville ikke gennem Tyskland. så han skulle hele
vejen udenom. Det var lidt bøvlet,
men han drønede rundt på Velo Sol ex i Paris i 1956. Og sendte en hel del
gode ting hjem.
I: Jeg kom til at tænke på, at den jul jeg fortalte dig om før, hvor vi var
på juleferie hos en veninde af mig i Ør løs oppe ved Limfjorden, hos en
frugtplantageejer. Bisgård hed de. Og som tak malede Viggo et meget dejligt
stort billede, som de fik, altså den gamle Bisgård, faderen. Og det må jo
eksistere stadig. Det skulle du næsten se. Det er et freske, han har lavet.
I vådt puds, et stort et.
Ja, det er jo interessant at vide. For Viggo var jo ikke særlig
meddelsom. Slet ikke med hvad han havde lavet. Det interesserede ham faktisk
meget lidt. Det interesserede ham mere, hvad han var igang med at lave, og
havd han planlagde at lave
Ja, det er rigtigt. Det var han meget optaget af. Når jeg snakkede med
ham, så var han helt opslugt af det.
Den Limfjords tur du refererede til det må åbenbart have været engang i
fyrrene el. halvtredserne .
Det var under krigen i julen 43 eller 44.
Hans freskearbejde talte han meget lidt om. Der er en kirke i Jylland,
hvor han har lavet noget efter Larsen Stevns tegninger el. noget i den stil.
Man han har aldrig nævnt det, som noget der var værd at besøge
Det har ikke været på vores tur derop ihvertfald. Det ved jeg.
Nej, det var noget han lavede efter krigen på et el. andet tidspunkt,
han var i Jylland, men han var ikke tilfreds med det.
Men det vi nu skal frem til. Det er den tid i Ole Suhrsgade. For jeg kan
huske, I kom og besøgte os i Ole Suhrsgade på et el andet tidspunkt.
Ja, og der lærte jeg Agnetes søster (Ebba) at kende. Og hun kom og
hjalp mig i ateliet, hvor jeg havde meget at lave. Så hende var jeg vældig
gode venner med. Viggo blev i Ole Suhrsgade nr. 8 til din mor døde. Jeg
vidste, hun var syg. Og jeg rejste herover og besøgte hende på
Kommunehospitalet efter vistnok en anden hjerneoperation
Hvornår flyttede du/l egentlig til Odense .
1 50.
OK, men du praktiserede ikke som heraldiker derovre?
Jo, for jeg havde jo kunderne, og der var ingen i Skandinavien, der
lavede sådan noget.
Viggo havde en bekendtskabskreds, som også købte billeder. Der var en
tandlæge ,
Ja, jeg har hørt om ham. Jeg husker ikke hans navn.
Jeg synes, i 50 1 erne og efter Paris var der optræk til udstillinger, og
der var også salg indimellem. Og Viggo var tegnelærer og malersvend og
desværre syg i lange perioder. Og i opturen var han vældig optaget af
maleriet, indtil det hele kammede over, og vi måtte finde ham ude i
Sydhavnen et el. andet mærkeligt sted. Men jeg kan huske I- kom og besøgte
os, og I ville så gerne have ham med til Henne Strand. Men det magtede han
ikke tanken om.
Nej, han sagde: Jeg bliver i København resten af mit liv. Men han kom
derover. Du og din far besøgte vistnok i 1976.
Ja, først kørte vi til Djursland, hvor han også tegnede en del, og så
kørte vi til Randers, for der var en af hans venner, der udstillede på
Randers Kunstmuseum. Tarp hed han. Han var kunstner og havde en farvefabrik
bl.a. Og så kørte vi over hos jer.
Ja, T boede der en nat.
Ja, og så drønede vi tilbage.
Så aftalte vi han kom over noget senere, og det gik godt i begyndelsen,
men
lige pludselig, så skulle Viggo hjem.
Men
han lavede nogen små skitser, jeg har. Meget søde skitser.
Ja. Det sluttede jo ikke så godt der i Ole Suhrsgade. Han blev indlagt.
Ja, men det var efter din mors død.
Ja, det var lang tid efter. Det var i 69. Den sidste halvdel af
tresserne var ikke nem for Viggo
Hvad år døde din mor?
K:
Hun døde i marts måned 55. Jeg var ni år gammel.
Jeg ved, hun var meget syg efter den sidste operation. Men hun var så
glad. Jeg kom på Kommunehospitalet. Og hun sagde: , " Ih, jeg har ingen
smerter. Jeg har det så godt"
Jeg selv var optimist, men Viggo sagde, det skulle jeg ikke være.
Så havde hun det virkelig meget skidt, og jeg ville over og se til hende.
Da jeg køber avisen på færgen, læser jeg, at hun er død. Jeg busede hen til
Viggo, men da var han allerede helt ude af den. Efter mange gange at have
ringet på, lukkede han døren lidt op. Jeg sagde til Viggo , at jeg havde læst
det. Jeg vil ikke have dig med til begravelsen, sagde han. Han var helt
slået ud.
Så blev han indlagt efter begravelsen.
Men hvad så? For så kender jeg ikke resten af tiden.
Det gør jeg jo af gode grunde. Jo, så gik det i og for sig meget godt,
der i 60 erne. Der var nogle afbrud indimellem. På et tidspunkt var Viggo
begyndt sammen med Sven Hauptman at lave collagerog abstrakte eksperimenter.
Sygdomsforløbet (Manio—depressivitet) endte med, at han blev syg igen trods
alt. Han var en af de første der fik lithiumbehandling Han fik svære
bivirkninger og fik tilbudt invalidepension. Han ville absolut ikke have
nogen invalidepension. Han tog så imod den alligevel, efter en del
parlamentering frem og tilbage.
. Men det gjorde jo, at han fik bedre tid
til at male billeder, og han skulle ikke ud og lege malersvend i perioder,
og han skulle heller ikke undervise som tegnelærer, for det fik han hurtigt
nok af. Han kunne koncentrere sig. Og jeg mener han fik invalidepension i
1968. Og fra den tid gik han for alvor igang med at male billeder. Han
malede meget. Når han var færdig i den ene ende, begyndte han i den anden.
han malede det simpelt hen over, og vi flyttede ret meget rundt på
det.
Ja, hvornår flyttede han fra Ole Suhrsgade.
Det gjorde han i 70. Da flyttede han så til Roskilde
Ja, der har jeg også besøgt ham.
Han boede 6 år i Roskilde, havde sin gang i Kunstcenteret på St. Hans
Solgte og især forærede en del billeder væk. Men på et tidspunkt gik han
over til at kede sig. Han syntes ikke om lejligheden i Roskilde. Så mødte
han en dame, han havde kendt tidligere, og som havde forbindelser til Ærø.
Ja, hende har jeg hørt så meget om.
Persson. Jeg kan ikke huske om, hun var socialrådgiver el. noget
sådant. Men ihvertfald skaffede hun ham en lejlighed på Ærø. På Ommel gl.
skole. Så slog Viggo sig ned i en overlærerbolig på 120 m2 med en fantastisk
udsigt. Og der boede Viggo så i 6 år, der malede han meget
der var ikke meget andet at foretage sig.
Ja, mange af billederne også på den anden udstilling i Tåstrup da han
blev 80 var derfra. Alle de havnebilleder er derovre fra holder jeg meget
. K: Desværre havde Viggo problemer med temperamentet og fru Persson
De blev uvenner og Viggo hensank i depression. Men så mødte han Lise . som han
blev meget glad for og so, boede på Frederiksberg.
Da jeg skul Ile flytte fra min lejlighed på Frederiksberg, tilbød jeg
Viggo lejligheden. Han tog imod med kyshånd.
Og det gik også meget godt
med de obligatoriske mørklægningsprerioder som Viggo engang karakteriserede
sine depressioner.
Men det var ikke en gl. bekendt. Det
var et nyt bekendtskab.
Ja, det var nyt, men dog på den måde
at Lise var en af Sanna 's veninder
det var en færøsk dame som Viggo kendte
i begyndeldsen af 60erne. Denne
færøske dame var i mellemtiden død og Lise
havde mistet sin mand,
I: Men det er pudsigt, du ikke anede, han
havde været gift engang før.
Jo, jeg viste det godt, men det var noget han selv affærdigede med,
at
de havde boet sammen i 3 mdr. el. 1 1/2 år.
Nej, 3 år.
Bibs havde sammen med Viggo udstillet i Fredericiagade. Der var et galleri
el. et atelier, hvor de arbejdede sammen, hun malede også. De havde gået på
samme malerskole. Det var derfra de kendte hinanden .
Ja, hvad var det for en malerskole?
Det kan jeg ikke huske. Det kan jeg skaffe dig oplysninger om.
Nej, det er lige meget.
De udstillede også i et galleri hos en herre, jeg i øvrigt har truffet i
Amerika. Han er død nu, denne mand fra Fredericiagade. Han var kunstsamler
og god ven af Bibs.
Det var vel ikke ham, der hed Larsen.
ikke hos ham henne i Holmens Kanal. Nej, galleriejeren S ra
Fredericiagade rejste for mange år siden til Amerika. Og han skulle vist nok
tjene mange penge derovre. Og så fik Bibs forbindelse med ham. Og så engang
da jeg var der, blev jeg inviteret til at spise hos ham. Og han skrev meget
til mig, for når han kom til Danmark, ville han besøge mig i Henne, da han
selv var fra Herningegnen. Og jeg fik også brev, at nu var han kommet til
Danmark, men han tog hurtigt hjem igen. Jeg har det jo sådan som mange
udenlandsdanskere. Jeg længes hjem, og når jeg er hjemme, længes jeg til
Amerika, sagde han. Han var ret så interessant, og jeg syntes også, det var
meget sjovt, at han også kendte Viggo fra gamle dage .
Jeg tror ikke, de levede sammen i 3 år.
Nej ,
det er meget muligt. Det gik skidt.
Hun flyttede sammen med en
forfatter ,
Nis Pedersen.
Ja
ham med "Sandalmagerens Gade .
Hun rejste med ham til Spanien. Jeg traf hende ganske tilfældigt. Jeg
har aldrig kendt kende. Jeg står med min datter i et varehus i Hollywood,
hvor vi havde handlet. Så kom et hoved frem, og det var en meget yndig dame ,
jeg blev meget gode venner med. Hende besøgte jeg, og den sidste dag jeg var
dernede, var vi ude og spise sammen. Adelaide hed hun. Så var jeg hjemme i
hendes hjem for at sige farvel. Så siger hun: Nu kender du mit hjem, hvordan
er dit hjem. ? Jeg har nogle billeder af maler Tuxen. Tuxen, siger hun så.
Jeg kender fru Tuxen. Hvad hedder hun til fornavn. " Bibs 't. Var det ikke
sjovt. Så gik Adelaide hen og tog telefonen med det samme, og sagde der er
en dame, der meget gerne vil snakke med mig. Og så lærte hun Bibs at kende.
Hun boede i Hollywood, og det gjorde min datter også. Vi var sammen, og Bibs
sagde, hvor længe bliver du? Jeg rejser i morgen. Kom til mig i morgen
formiddag. Hun viste mig billeder fra de var gift. Fra hjemmet på Sofievej
hvor Viggos forældrene boede . Det var fjerne begivenheder for hende. Men
alligevel. Nu har jeg sendt om Viggo jeg fik af dig. Et el andet jeg havde
kopi af, har jeg sendt til hende. Og hun har svaret på det igen. Hun er
meget frisk. Hun 3 år ældre end Viggo, for hun er 86 nu. Hun fejrede sin 85
års fødselsdag på Søpavillionen. Her i København.
Ja, hun kom hjem. Hun har søskende, som Viggo forøvrigt kender. Hendes
søster kendte han vældig godt. Da var jeg med, og det fortalte jeg Viggo.
Han kunne ikke fordrage at høre, jeg kendte Bibs. Jeg fortalte ham så, at
jeg var inviteret til stor fødselsdag. Og der var mange med, for hun havde
sine gode forbindelser
Så fortalte jeg ham, jeg skulle til hans første
kones fødselsdag. Hans egen var d . 6. november. Nå, men så skrev han
hurtigt tilbage igen . " Så ved jeg da, du er i København den dag, kan du så
ikke tænke dig at komme og spise frokost hos mig dagen efter". Og det sagde
jeg selvfølgelig tak til. Og så kom jeg ud å Langelandsvej der til frokost.
Vi sad ude i køkkenet, og det var primitivt, men det var hyggeligt, og han
spillede lidt for rnig på klaveret. Det er faktisk sidste gang, jeg så ham.
Ja, det er jo meget skægt at få med, for det har vi aldrig filosoferet
så dybt over. Jeg har derhjemme en artikel fra Jyllandsposten, hvor man
gennemgår Nis Petersens liv og levned. Og der er hun altså med i
forestillingen. Og hun har vist også skrevet en bog, hvor Viggo bliver
omtalt.
Hun har skrevet en bog om t 'Mine år med Nis" .
Jeg har den derhjemme. Den
er på bibliotekerne. Jeg var så forundret over det.
Det er måske ikke det
største værk, men altså, jeg kommer på biblioteket
i Nørre Nebel for at låne
bøger. Og så stod Bibs 's bog stillet i forgrunden
og det undrede mig
Nej
jeg vil nok sige med al respekt for min
far
at der ikke er ret
mange mennesker, der kunne holde ud at leve sammen
med ham .
I: Nej det tror jeg heller ikke.
Han var en virkelig gennemført enegænger efter min bedste
overbevisning .
Ja, det var han. Og derfor holdt vores venskab så godt.
Ja, han havde jo udover det der med malerkunsten —
en fin sans for
musik og interesse for det. Jeg kan jo huske Erik, din mand, der spillede
Bachs sarabande for cello. Viggo var bjergtaget. Han værdsatte musik der
blev spillet med sjælen
Ja han spillede selv godt. Det kunne være så flot.
Men jeg synes, at det var dejligt at se dig, og selvfølgelig er det
lidt kedeligt, at vi ikke har en masse mennesker omkring os.
Tænk, det synes jeg ikke gør noget.
Men så giver det jo anledning til at vi lige kan runde af med en
omtale af de mennesker, der har været involveret i Viggos liv.
. Der
er jo ingen tvivl om, at han var en god kunstner og et utrolig besværligt
menneske. Men han kunne jo være utrolig morsom, når det stak ham.
Ja, meget.
Ja, men han lavede jo altså nogen numre, som var lidt besværlige
indimellem .
( Ler)
. . . . Ja, men det var derfor han faktisk var lidt spændende
Joh, det var meget skægt, men det kunne jo altså også være meget
bøvlet. Jeg kan huske dengang, da Timme døde
. Da sagde Viggo til Inez, som
boede sammen med Timme, at hun kunne da bare komme og bo hos Viggo, for han
havde plads nok. Hun jamrede sig over, hun ikke havde råd til en lejlighed
nede på Øster Søgade, el. hvor det var. Og så gud hjælpe mig, om hun ikke
dukkede op .
I: Er det rigtigt?
K: Ja, hun kom med alt sit habengut, og jeg mener, det var hvad jeg vil
kalde for et kultursammenstød. For hun var for det første en negroid dame .
For det andet havde hun været påklæderske for Billie Holiday. For det tredje
så havde hun haft restaurant i Paris. Og hun var jo vant til en helt anden
standard indenfor badning og faciliteter. Og så komme til Viggo, hvor der
var kold tog rodet for at sige det mildt.
. . . Hvornår omtrent var det?
Ja,
det har været i 68 el. noget i den størrelsesorden.
Nå,
det har han aldrig fortalt mig.
men der var også mange ting, som Viggo ikke var så glad for at
fortælle
om, fordi de i virkeligheden var dybt problematiske Og meget lidt
heldige altså. Vi borer jo sjældent i de mindre heldige dispositioner, som
vi har foretaget os.
der jonglerede han dejligt. Hvor længe blev hun?
K:
Ja,
hun blev nok ikke mere end et halvt år el. 7—8 mdr.
Nå,
dog. Nåda. Jeg kommer til at tænke på, Viggo har snakket om en fr.
Kruse .
Nå.
Jeg synes, det havde noget med Børge L. Knudsen at gøre. En fr. Kruse
som jeg altså også har truffet på Fyn engang. Og hun boede henne ved Søerne .
Lige ved Østerbrogade om hjørnet der. Men hende har du aldrig hørt noget om
Næh, det har jeg ikke. Jeg hæftede mig ikke så meget ved det altså
efter den historie med Inez. For det endte meget hurtigt med, at Viggo
sagde: Det her det går ikke. Du må finde et andet sted at bo. Og det var hun
jo altså ret fortvivlet over, for hun havde ikke rigtig nogen steder at tage
hen. Hun tog tilbage til USA. Men det var et forsvindingsnummer, hvor hun
ikke fortalte os, hun var taget afsted. Så det var mildest talt ikke nogen
fiks exit.
Nej, men sådan var Viggo. Sådan noget kunne han ikke med.
Derfor var der lange perioder, hvor jeg var — for at sige det mildt —
ret træt af Viggo og hans menageri, fordi jeg synes, det var bøvlet og
besværligt og irriterende, og der var mange bagsider af medaljen.
Ja, det er rigtigt. Han har også fortalt mig, hvordan han var nede hos
jer, og skulle have det rart, og så tog han hjem igen ret omgående.
Ja, han kunne være meget hurtig. Han brød sig ikke om at skulle være
flere dage afsted. Men jeg vil da sige, at det trods alt er gået. Og han
blev da også mere medgørlig med alderen Han ahavde et godt og omfangsrigt
liv Der var feks. én nede og se på et billede her, som påstod, at han
havde spillet sammen med Viggo i The Harmony Boys el. sådan et el. andet.
Var det på Strøget? For det fortalte Viggo mig. Han har haft job på
Strøget i en lille restaurant, hvor han kun spillede ml. 2 og 4 om
eftermiddagen. Men så begyndte der at komme så mange tyskere der. Det var
under krigen. Og det er jo muligt, det er ham. Kan du ikke få lidt ud af
ham?
Joh, men hvis han spillede mellem kl. 2 og 4, så har det næppe været
et orkester. Tror du ikke bare, det har været solopianist. Jeg ved det ikke.
Det er jo synd, at Viggo ikke gjorde noget mere ved spillet. Han har jo
ikke haft tid til det, for han spillede godt i gamle dage.
Han spillede en overgang endog rigtig godt. Han tog det jo op på et
tidspunkt, og gik hos en spille lærer, som jeg ovenikøbet også selv gik til
ganske kort som hed Ormstrup, som var vældig dygtig. Han kunne spille de der
Schuberts stykker i as—dur og 3. satsen i måneskinssonaten. Han kunne godt
lige nøjagtig kæmpe sig igennem.
Han havde altså nogen hukommelsesproblemer, men så digtede han bare lidt
til. Han kunne lave noget, der nærmest var en parafrase over et andet,
og det kunne godt undre nogen. Spurgte man, hvad det var. Så sagde Viggo :
"Jeg mener, det er Buxtehude". Men det var hverken Bach el. Buxtehude. Det
var mere noget, han selv havde siddet og lirket sammen.
Ja, det havde han evner til. Det har været i 43, efteråret. Da overtog
han eller lånte et sommerhus i Rågeleje. Har du hørt om det?
Nej, aldrig.
Nå, ja, men af en eller anden bekendt. Og så spurgte han, om jeg ikke
havde lyst til at komme op og se det. Og jeg rejste så til Rågeleje.
Jeg var der et par dage, det var jo under krigen, og da gik vi så tur, og
kom hen på kroen eller hotellet, var det helt forladt. Men en dør var åben,
så vi gik ind og der stod et flygel. Og han spillede på det flygel. Og jeg
nød det, vil jeg sige dig. For da var han altså i en periode, hvor det var
fint. Det var meget hygsomt. Jeg ved det, var den 29. september.
Det kan jeg huske, for det var den dag tyskerne tog politiet.
Vi fik det at vide deroppe et sted. Så det gjaldt bare om at komme hurtigst
muligt hjem. Vi nåede på en eller anden måde hjem til København inden toge
og busser stoppede.
|
Steincke.skeel-gjørling
1910 - 2000 (89 år)
[3] 
